Et tilbageblik

Kære blog.
Hvor har jeg ikke savnet dig. Det meste af tiden er du bare den dårlige samvittighed, der gnaver sig fast i mine dagligdagsplaner. En stressfaktor i et land, hvor alting går i 2 men tælles i 4. Alligevel ved jeg, at når jeg først får snakket lidt med dig, bliver jeg helt nostalgisk, og så er du svær at give slip på. Frustration og forløsning i én og samme enhed. Ganske energisk.

Så, efter Predeal tog vi med toget til Bukarest, hvor vi som couchsurfere indlogerede os hos Dumi, 25-årig (ca) halvgræker med passion for trance og psy. Vi sov 4 mennesker på en dobbeltmadras og et par stykker på gulvet - rigeligt for en flok volontører.
Jeg kan efterhånden ikke huske, hvilke dage vi gjorde hvad, så det bliver bare i små glimt:
Club A: Dejlig dejlig dejlig club i centrum af Bukarest, hvor de spiller vestlig musik og balkanmusik af den gode slags, så der blev twisted, slanget, snoet og danset i kæder til kl halv 6, hvor vi begyndte at smutte hjem af. Jeg var fuldstændig blown away af atmosfæren og menneskerne i denne halvskumle kælder - fantastisk!
Det skal måske siges, at vi mødtes med en stor flok volontører lige inden for at drikke en øl, festglade mennesker var de. Heriblandt skal især nævnes Teresa fra Tyskland og Felix fra Spanien, som jeg åbenbart har mødt i Paris engang (?).
Og Aram. Igen igen. Han præsterede at misse et tog tilbage til Tirgu Jiu, og selvom han hverken havde penge, bagage eller togbillet, synes han da, han skulle alene i byen i Bukarest. Vi var i kontakt med ham flere gange i løbet af aftenen og natten (senest kl 05), men han forsikrede os om, at vi ikke skulle være bekymrede for ham - han skulle nok finde nogle armenere at sove hos. Han havde lige fundet nogle rumænere, som ville lede ham hen til nogen. Uden at kunne stille mere op gik vi i seng om natten/morgenen. Hen ad kl 12 ringer Dani (project manager) til os og spørger, om vi ikke kan komme ned med penge til Aram, så han kan tage det næste tog tilbage til Tg. Jiu. Et par timer efter står vi på banegården (det var ret bøvlet at komme fra Dumi ind til centrum), og der møder vi en halvfuld (det er åbenbart lykkedes ham at score en hel del øl) og uden jakke, for den tog hans rumænske "venner", Aram, der sjovt nok fryser en smule (!). En skideballe, og så blev han sat på det næste tog. Suk.
Nå, men efter en lidt rodet start på dagen stod den på almindelig turisme rundt i Bukarest - parker, triumfbue, antikt loppemarked, kaffe, forvirring rumænsk og endelig en masse spas og sang i selskab med Guada, Rodrigo, Linea, Vizma og Lucie. Sidstnævnte prøvede forgæves at følge med på "Lille Peter-Edderkop", så hun sang sin egen version, som jeg nu har lært. Haha. Jeg har en video, jeg skal have uploaded. "Lilachrimanimana"! Dengle fail.

Vi sov hos Dumi et par nætter, men vi havde nu mødt de andre volontører, og det var lidt for fristende, da Teresa (D), Goretti (E) og Peter (D) tilbød, at vi kunne sove hjemme ved dem. Det viste sig, at Teresa spiller bratsch, og så var hun min bedste ven den aften. Men det var ikke alt. Dagen efter skulle de igen ud på deres volontørgerning, og vi blev tilbudt at komme med. Selvom jeg var vanvittigt træt efter for lidt søvn og for mange øl, fortryder jeg virkelig ikke, at jeg sagde "Ja mand!".
Først tog vi over på et børnehjem, hvor tre pædagogstuderende fra (tadadadaaam!) Danmark var udsendt som en del af deres uddannelse. Vi hørte et oplæg, hvor Camilla, Klaus og Trine fortalte om Danmark og dansk kultur - ret spændende faktisk. Det viste sig dog, at de har ret mange problemer med overhovedet at blive accepteret af personalet der, og da vi senere blev vist rundt på børnehjemmet, hørte vi om underlige rumænske teorier om børnepasning og indgroede meningsløse regler og tendenser. For eksempel havde de en "tudekrog" for de babyer som ikke ville holde op med at græde. Sådan en bestod af en seng, hvori der kunne være tre grædende babyer. Og når de 3-5-årige skal i bad, bliver de alle sammen klædt af, og så bliver de hulkende smidt ind i badet én efter én. Dette er især dumt, når man tænker på, at der var virkelig mange voksne tilknyttet børnehjemmet (især med de frivillige). Problemet var bare, at de pædagogstuderende ikke måtte være alene med børnene, så det var ikke muligt at dele dem op, så de kunne bades en ad gangen. Eller hvad med, at børnene ikke måtte lege med dele af legetøjet, for så ville det blive brugt og grimt? Sådan var der en hel stribe af meningsløse traditioner. Og sigøjnerbørnene? Dem er der selvfølgelig ikke nogen af de ansatte, der gider at tage sige af.
Derfor var det en sand lettelse af tage hen på Casa Alexandra, hvor Sven (igen tysker) er volontør med Coca, som var en mentor, vi mødte i Predeal, som mentor og projektleder. Sven er i samme projekt som de volontører, vi boede hos. Casa Alexandra er et børnehjem for handicappede børn - mange af dem båd fysisk og psykisk. Det var en lettelse at se et sted, hvor de rent faktisk tog sig af børnene og legede med dem - til forskel fra det andet børnehjem - og det var super fedt at se et projekt og EVS-program, som var struktureret og inspireret. Volontørerne vidste fuldstændig, hvad der krævedes af dem, de havde skemaer over, hvornår de skulle være hvor (inklusiv møder på andre institutioner), ugentlig rumænskundervisning, og arbejdet var vildt indholdsrigt. Vi fik en rundvisning, og ellers sad vi bare og legede med børnene, som vi kunne, og som børnene gav os lov til. Wow.
Bukarest-turen bød også på en hel dags sten på en cafe i centrum - en af de eneste caféer, vi så i byen. Heldigvis er kaffeautomater meget udbredt, og man kan for to kroner få en dårlig, men virkningsfuld kop kaffe, hvilket selvsagt var ganske nødvendigt i disse dage.

Jeg må rende nu, for jeg skal ned på Chura og have en kop øl, inden jeg smutter hjem i seng. I morgen har jeg nemlig et møde med præsten her i byen, men da Dani også skal deltage, tvivler jeg på, at det bliver til noget. Jeg må under alle omstændigheder være frisk. Præsten skulle efter sigende være meget hooked på idéen om et børnekor, og hvis der også er et orgel kirken... Jeg er edderspændt.