Kære blog.
Hvor har jeg ikke savnet dig. Det meste af tiden er du bare den dårlige samvittighed, der gnaver sig fast i mine dagligdagsplaner. En stressfaktor i et land, hvor alting går i 2 men tælles i 4. Alligevel ved jeg, at når jeg først får snakket lidt med dig, bliver jeg helt nostalgisk, og så er du svær at give slip på. Frustration og forløsning i én og samme enhed. Ganske energisk.
Så, efter Predeal tog vi med toget til Bukarest, hvor vi som couchsurfere indlogerede os hos Dumi, 25-årig (ca) halvgræker med passion for trance og psy. Vi sov 4 mennesker på en dobbeltmadras og et par stykker på gulvet - rigeligt for en flok volontører.
Jeg kan efterhånden ikke huske, hvilke dage vi gjorde hvad, så det bliver bare i små glimt:
Club A: Dejlig dejlig dejlig club i centrum af Bukarest, hvor de spiller vestlig musik og balkanmusik af den gode slags, så der blev twisted, slanget, snoet og danset i kæder til kl halv 6, hvor vi begyndte at smutte hjem af. Jeg var fuldstændig blown away af atmosfæren og menneskerne i denne halvskumle kælder - fantastisk!
Det skal måske siges, at vi mødtes med en stor flok volontører lige inden for at drikke en øl, festglade mennesker var de. Heriblandt skal især nævnes Teresa fra Tyskland og Felix fra Spanien, som jeg åbenbart har mødt i Paris engang (?).
Og Aram. Igen igen. Han præsterede at misse et tog tilbage til Tirgu Jiu, og selvom han hverken havde penge, bagage eller togbillet, synes han da, han skulle alene i byen i Bukarest. Vi var i kontakt med ham flere gange i løbet af aftenen og natten (senest kl 05), men han forsikrede os om, at vi ikke skulle være bekymrede for ham - han skulle nok finde nogle armenere at sove hos. Han havde lige fundet nogle rumænere, som ville lede ham hen til nogen. Uden at kunne stille mere op gik vi i seng om natten/morgenen. Hen ad kl 12 ringer Dani (project manager) til os og spørger, om vi ikke kan komme ned med penge til Aram, så han kan tage det næste tog tilbage til Tg. Jiu. Et par timer efter står vi på banegården (det var ret bøvlet at komme fra Dumi ind til centrum), og der møder vi en halvfuld (det er åbenbart lykkedes ham at score en hel del øl) og uden jakke, for den tog hans rumænske "venner", Aram, der sjovt nok fryser en smule (!). En skideballe, og så blev han sat på det næste tog. Suk.
Nå, men efter en lidt rodet start på dagen stod den på almindelig turisme rundt i Bukarest - parker, triumfbue, antikt loppemarked, kaffe, forvirring rumænsk og endelig en masse spas og sang i selskab med Guada, Rodrigo, Linea, Vizma og Lucie. Sidstnævnte prøvede forgæves at følge med på "Lille Peter-Edderkop", så hun sang sin egen version, som jeg nu har lært. Haha. Jeg har en video, jeg skal have uploaded. "Lilachrimanimana"! Dengle fail.
Vi sov hos Dumi et par nætter, men vi havde nu mødt de andre volontører, og det var lidt for fristende, da Teresa (D), Goretti (E) og Peter (D) tilbød, at vi kunne sove hjemme ved dem. Det viste sig, at Teresa spiller bratsch, og så var hun min bedste ven den aften. Men det var ikke alt. Dagen efter skulle de igen ud på deres volontørgerning, og vi blev tilbudt at komme med. Selvom jeg var vanvittigt træt efter for lidt søvn og for mange øl, fortryder jeg virkelig ikke, at jeg sagde "Ja mand!".
Først tog vi over på et børnehjem, hvor tre pædagogstuderende fra (tadadadaaam!) Danmark var udsendt som en del af deres uddannelse. Vi hørte et oplæg, hvor Camilla, Klaus og Trine fortalte om Danmark og dansk kultur - ret spændende faktisk. Det viste sig dog, at de har ret mange problemer med overhovedet at blive accepteret af personalet der, og da vi senere blev vist rundt på børnehjemmet, hørte vi om underlige rumænske teorier om børnepasning og indgroede meningsløse regler og tendenser. For eksempel havde de en "tudekrog" for de babyer som ikke ville holde op med at græde. Sådan en bestod af en seng, hvori der kunne være tre grædende babyer. Og når de 3-5-årige skal i bad, bliver de alle sammen klædt af, og så bliver de hulkende smidt ind i badet én efter én. Dette er især dumt, når man tænker på, at der var virkelig mange voksne tilknyttet børnehjemmet (især med de frivillige). Problemet var bare, at de pædagogstuderende ikke måtte være alene med børnene, så det var ikke muligt at dele dem op, så de kunne bades en ad gangen. Eller hvad med, at børnene ikke måtte lege med dele af legetøjet, for så ville det blive brugt og grimt? Sådan var der en hel stribe af meningsløse traditioner. Og sigøjnerbørnene? Dem er der selvfølgelig ikke nogen af de ansatte, der gider at tage sige af.
Derfor var det en sand lettelse af tage hen på Casa Alexandra, hvor Sven (igen tysker) er volontør med Coca, som var en mentor, vi mødte i Predeal, som mentor og projektleder. Sven er i samme projekt som de volontører, vi boede hos. Casa Alexandra er et børnehjem for handicappede børn - mange af dem båd fysisk og psykisk. Det var en lettelse at se et sted, hvor de rent faktisk tog sig af børnene og legede med dem - til forskel fra det andet børnehjem - og det var super fedt at se et projekt og EVS-program, som var struktureret og inspireret. Volontørerne vidste fuldstændig, hvad der krævedes af dem, de havde skemaer over, hvornår de skulle være hvor (inklusiv møder på andre institutioner), ugentlig rumænskundervisning, og arbejdet var vildt indholdsrigt. Vi fik en rundvisning, og ellers sad vi bare og legede med børnene, som vi kunne, og som børnene gav os lov til. Wow.
Bukarest-turen bød også på en hel dags sten på en cafe i centrum - en af de eneste caféer, vi så i byen. Heldigvis er kaffeautomater meget udbredt, og man kan for to kroner få en dårlig, men virkningsfuld kop kaffe, hvilket selvsagt var ganske nødvendigt i disse dage.
Jeg må rende nu, for jeg skal ned på Chura og have en kop øl, inden jeg smutter hjem i seng. I morgen har jeg nemlig et møde med præsten her i byen, men da Dani også skal deltage, tvivler jeg på, at det bliver til noget. Jeg må under alle omstændigheder være frisk. Præsten skulle efter sigende være meget hooked på idéen om et børnekor, og hvis der også er et orgel kirken... Jeg er edderspændt.
lørdag den 30. oktober 2010
fredag den 22. oktober 2010
Ak ak. Rumaensk organisation. Ak
Kaere blog
Jeg beklager mit laenge fravaer her paa bloggen. Det er som om jeg aldrig er i en sindstilstand der tillader mig at skrive. Det er den heller ikke lige nu, saa jeg kan ikke love for kvaliteten. For en halv time siden dukkede en mand op der skulle "reparere" vores internet. Jeg har i en uge nu haft glimrende traadloest internet og selvom Aram blev noedt til at vaere forbundet med kabel var det faktisk ret hurtigt - med mindre det var overskyet selvfoelgelig. Denne internetinstallatoer har nu installeret et net som ifoelge Aram fungerer langsommere, han skal stadig vaere forbundet med kabel, og jeg kan ikke faa forbindelse paa nogen maade. Suk. Jeg bruger derfor Arams computer til at skrive paa, og jeg maa undvaere de dejlige danske bogstaver. Suk igen. Suk.
Naa, men jeg vil nu som lovet forsoge at huske lidt af, hvad der skete for et par uger siden. Dette bliver blot en kort opdatering.
Endnu et godt eksempel paa den rumaenske organisering og dens mangler er afgangen til vores "On Arrival Training" i Predeal soendag den 3. okt. Jeg havde slet ikke hoert om denne traening foer Aram sent loerdag eftermiddag fik at vide at vi skulle vaere paa Tirgu Jiu banegaard kl. 5 soendag morgen, og eftersom der ikke liige gaar busser hele tiden i dette land, og da der er en 50-60 km ind til Tirgu Jiu, var det lige pludselig et problem. En ulempe ved Pades er, at MaxiTaxi, som de andre voluntorer betnytter sig af, ikke gaar helt herud. Naa, men loesningen blev at tage med min mentor, Vili, paa club i Pestisani (ufti, ufti) og saa koerte han os til Godinesti, hvor Ibrahim og Rodrigo bor, kl halv 3 om natten. Derfra tog vi en MaxiTaxi til Tirgu Jiu kl 4, og soevn? Naeh da. Jeg forsatte festen alene i Godinesti, hvor jeg nok tror Aram og Rodrigo synes jeg var lidt for glad. Traetheden tog dog sin haevn de folgende dage paa kurset i Predeal, saa overall nok ikke den bedste loesning.
Og Predeal. Det skal siges, at det var On Arrival Training for os alle, ogsa dem der har vaeret her i 3-4 maaneder. Vi skulle rigtig have vaeret afsted med 90 andre voluntorer her i Rumanien, men men, igen rumaensk organisation er - en by i Rusland? Underligt udtryk. Saa vi endte med bare at vaere os fra vores projekt og en enkelt tysker, Fridolin, fra et andet projekt paa kurset. I alt 16. Starten kurset bestod af en masse "laer hinanden at kende"-lege, hvilket alle lod til at synes var ret fedt. Vi nye kendte jo ingen, og selvom de gamle kendte hinanden, er det jo altid rart at lege og fedt at have noget at snakke om, naar man lige skal komme ind paa hinanden. Af events kan der naevnes herlige energizers, en tur i byen med et kamera og 1 leu hver, engelleg (svarer lidt til at vaere nisse for hinanden) og kaninkysning. Hver formiddag var der fri kaffe og te og en servering kage. Mums. Jeg var engel for Ibrahim, og selvom jeg ikke kunne finde tid til at koebe en masse til ham, var han saa taknemmelig, og han kunne selvfoelgelig ikke forestille sig en bedre engel og alt det der. Hans taknemmelige natur goer ham saa rar at vaere sammen med, at det goer helt ondt. Der kan jeg virkelig laere noget.
Efter noget tid gik det over i mere serioes info om AXA-insurance (don't worry, AXA covers!), lidt basic rumaenskundervisning og en diskussion af mentorernes opgaver hernede - noget som det ikke virker til folk tager serioest, for i stedet for at gaa til mentoren, gaar de ofte direkte til Dani (project manager) med deres problemer for ikke at oedelaegge det gode forhold til mentoren. Ret trist, for Dani kan ikke sige nej, og saa faar han for meget at lave. Det betyder, at man ikke kan stole paa ham, naar han siger, at han vil komme en dag eller faa et eller andet fixet for en. Det fik konsekvenser for mig senere hen. Anyways, jeg blev traettere og traettere som ugen skred frem, saa jeg fik ikke saa meget ud af de nodvendige ting, som jeg gerne ville. Men saadan er det vel naar der gaar oel i den, og jeg fortryder det absolut ikke. :)
Det var ret laekkert at gaa fra at have ingen plads og koekken og toilet uden for til at have masser af plads, bo paa vaerelse med Linea og kunne snakke dansk (!), laekkert bad, jacuzzi (aah, Jacuzzi og Fridolin. Vi havde en laekker halv times til tre kvartes jam over tre akkorder og ordet Jacuzzi.), tre retters menu hver frokost og aften og oel hver aften. En aften var der fest med gratis fadoel og tzuika (varm vodka med hele peperkorn og en eller anden frugtsaft i). Der var baal og der var dans. Dans som i kaededans og danse med koreografi til for en gangs skyld god balkanmusik og en hotelmutter der snakkede med alle og fik festen til at toppe. Frido var et hit til den fest. Haha skoere tysker, der troede han kunne drikke om kap med en dansker. Suk, de har ingen virkelighedssans. Et hoejdepunkt var en lang vocal jam over en simpel wamp, hvor diverse boernesange blev baade opfundet og fortolket.
Hvad skal der mere siges om Predeal? Det begyndte pludselig at sne (det ligger lidt oppe i bjergene), hvilket var et stort chok for Giovanna, John, Romeo og Ibrahim der aldrig havde set sne foer. Underligt at taenke paa for mig. De havde dog ikke den voldsomme reaktion. De kunne bare ikke acceptere at det var saa KOLDT. Det kan man maaske godt forstaa, naar organisationen ikke lige havde taenkt paa at informere os om at der nok var lidt koldt i Predeal. Jeg havde en troeje med som det varmeste, saa alt mit toej blev brugt paa turen - naermest paa en gang.
Det skal ogsaa naeves, at der i Predeal foregik et kursus for mentorer lige op ad vores kursus. Heriblandt var der godt nok nogle rare mennesker, isaer et par ungarere, Orszi (?) og poelle, foerstnaevnte som er meget interesseret i trad musik, og hun poenser paa at lave et staevne med dans inkluderet. Jeg vil super gerne formidle en kontakt til DK og Rumaenien, for jeg vil selv med! Dette er ogsa en note til mig selv om at jeg skal foelge op paa det, naar jeg faar tid.
Endelig skal vores kaere kursusleder, Daniel, naevnes. Han formaaede at goere selv de mindst interessante ting vedkommende, og han forstod vores behov for socialising som noget af det vigtigste, naar man ikke rigtig kender menneskene. Rigtig mange spaendende workshops med konflikthaandtering, kulturel opmaerksomhed og roller i gruppearbejde. Enkelte ting kunne dog forbedres. For eksempel var det ikke super smart at haandtere en konflikt paa teoretisk plan som to af pigerne havde meget taet inde paa kroppen. Noget omkring arrangering af en fest og popularitet hos drengene i den forbindelse, konflikt med tre dominerende piger fra en gymnasieklasse.
For at holde os varme paa banegaarden i Predeal mens vi ventede paa toget til Bucuresti klappede goegleren Rodrigo, poelsetyskeren Frido og jeg sammen med whoever en masse klappelege. Haha, det var SAA skoent. Jeg bliver noedt til at uploade nogle videoer, naar jeg faar mit internet tilbage. Hvis altsa det er muligt.
Paa togturen til Bucuresti learte jeg at lave dreadlocks, og jeg er i skrivende stund naesten faerdig med at lave dem paa Linea. Hun bliver saa flot.
Det bliver opdateringen for nu. Jeg glaeder mig til at skrive om nogle spaendende dage med andre voluntorer i Bucuresti, men lige nu har jeg ikke tid. Jeg skal have planlagt en fest her i Pades i morgen med Aram, og ting skal koebes ind. Nogen har jo foedselsdag... Jeg haaber vi kan laane hoejtalere af borgmesteren, og i mit stille sind overvejer jeg at glemme at give dem tilbage. :) Nej selvfoelgelig ikke, men jeg mangler virkelig at kunne hoere musik med god lyd. Computerhoejtalere er en god ide, men kvali? oehh, nej.
PS. Gara de Nord i de foelgende dage. ahem, ahem... Linea ved, hvad jeg taenker paa. Ha.
Jeg beklager mit laenge fravaer her paa bloggen. Det er som om jeg aldrig er i en sindstilstand der tillader mig at skrive. Det er den heller ikke lige nu, saa jeg kan ikke love for kvaliteten. For en halv time siden dukkede en mand op der skulle "reparere" vores internet. Jeg har i en uge nu haft glimrende traadloest internet og selvom Aram blev noedt til at vaere forbundet med kabel var det faktisk ret hurtigt - med mindre det var overskyet selvfoelgelig. Denne internetinstallatoer har nu installeret et net som ifoelge Aram fungerer langsommere, han skal stadig vaere forbundet med kabel, og jeg kan ikke faa forbindelse paa nogen maade. Suk. Jeg bruger derfor Arams computer til at skrive paa, og jeg maa undvaere de dejlige danske bogstaver. Suk igen. Suk.
Naa, men jeg vil nu som lovet forsoge at huske lidt af, hvad der skete for et par uger siden. Dette bliver blot en kort opdatering.
Endnu et godt eksempel paa den rumaenske organisering og dens mangler er afgangen til vores "On Arrival Training" i Predeal soendag den 3. okt. Jeg havde slet ikke hoert om denne traening foer Aram sent loerdag eftermiddag fik at vide at vi skulle vaere paa Tirgu Jiu banegaard kl. 5 soendag morgen, og eftersom der ikke liige gaar busser hele tiden i dette land, og da der er en 50-60 km ind til Tirgu Jiu, var det lige pludselig et problem. En ulempe ved Pades er, at MaxiTaxi, som de andre voluntorer betnytter sig af, ikke gaar helt herud. Naa, men loesningen blev at tage med min mentor, Vili, paa club i Pestisani (ufti, ufti) og saa koerte han os til Godinesti, hvor Ibrahim og Rodrigo bor, kl halv 3 om natten. Derfra tog vi en MaxiTaxi til Tirgu Jiu kl 4, og soevn? Naeh da. Jeg forsatte festen alene i Godinesti, hvor jeg nok tror Aram og Rodrigo synes jeg var lidt for glad. Traetheden tog dog sin haevn de folgende dage paa kurset i Predeal, saa overall nok ikke den bedste loesning.
Og Predeal. Det skal siges, at det var On Arrival Training for os alle, ogsa dem der har vaeret her i 3-4 maaneder. Vi skulle rigtig have vaeret afsted med 90 andre voluntorer her i Rumanien, men men, igen rumaensk organisation er - en by i Rusland? Underligt udtryk. Saa vi endte med bare at vaere os fra vores projekt og en enkelt tysker, Fridolin, fra et andet projekt paa kurset. I alt 16. Starten kurset bestod af en masse "laer hinanden at kende"-lege, hvilket alle lod til at synes var ret fedt. Vi nye kendte jo ingen, og selvom de gamle kendte hinanden, er det jo altid rart at lege og fedt at have noget at snakke om, naar man lige skal komme ind paa hinanden. Af events kan der naevnes herlige energizers, en tur i byen med et kamera og 1 leu hver, engelleg (svarer lidt til at vaere nisse for hinanden) og kaninkysning. Hver formiddag var der fri kaffe og te og en servering kage. Mums. Jeg var engel for Ibrahim, og selvom jeg ikke kunne finde tid til at koebe en masse til ham, var han saa taknemmelig, og han kunne selvfoelgelig ikke forestille sig en bedre engel og alt det der. Hans taknemmelige natur goer ham saa rar at vaere sammen med, at det goer helt ondt. Der kan jeg virkelig laere noget.
Efter noget tid gik det over i mere serioes info om AXA-insurance (don't worry, AXA covers!), lidt basic rumaenskundervisning og en diskussion af mentorernes opgaver hernede - noget som det ikke virker til folk tager serioest, for i stedet for at gaa til mentoren, gaar de ofte direkte til Dani (project manager) med deres problemer for ikke at oedelaegge det gode forhold til mentoren. Ret trist, for Dani kan ikke sige nej, og saa faar han for meget at lave. Det betyder, at man ikke kan stole paa ham, naar han siger, at han vil komme en dag eller faa et eller andet fixet for en. Det fik konsekvenser for mig senere hen. Anyways, jeg blev traettere og traettere som ugen skred frem, saa jeg fik ikke saa meget ud af de nodvendige ting, som jeg gerne ville. Men saadan er det vel naar der gaar oel i den, og jeg fortryder det absolut ikke. :)
Det var ret laekkert at gaa fra at have ingen plads og koekken og toilet uden for til at have masser af plads, bo paa vaerelse med Linea og kunne snakke dansk (!), laekkert bad, jacuzzi (aah, Jacuzzi og Fridolin. Vi havde en laekker halv times til tre kvartes jam over tre akkorder og ordet Jacuzzi.), tre retters menu hver frokost og aften og oel hver aften. En aften var der fest med gratis fadoel og tzuika (varm vodka med hele peperkorn og en eller anden frugtsaft i). Der var baal og der var dans. Dans som i kaededans og danse med koreografi til for en gangs skyld god balkanmusik og en hotelmutter der snakkede med alle og fik festen til at toppe. Frido var et hit til den fest. Haha skoere tysker, der troede han kunne drikke om kap med en dansker. Suk, de har ingen virkelighedssans. Et hoejdepunkt var en lang vocal jam over en simpel wamp, hvor diverse boernesange blev baade opfundet og fortolket.
Hvad skal der mere siges om Predeal? Det begyndte pludselig at sne (det ligger lidt oppe i bjergene), hvilket var et stort chok for Giovanna, John, Romeo og Ibrahim der aldrig havde set sne foer. Underligt at taenke paa for mig. De havde dog ikke den voldsomme reaktion. De kunne bare ikke acceptere at det var saa KOLDT. Det kan man maaske godt forstaa, naar organisationen ikke lige havde taenkt paa at informere os om at der nok var lidt koldt i Predeal. Jeg havde en troeje med som det varmeste, saa alt mit toej blev brugt paa turen - naermest paa en gang.
Det skal ogsaa naeves, at der i Predeal foregik et kursus for mentorer lige op ad vores kursus. Heriblandt var der godt nok nogle rare mennesker, isaer et par ungarere, Orszi (?) og poelle, foerstnaevnte som er meget interesseret i trad musik, og hun poenser paa at lave et staevne med dans inkluderet. Jeg vil super gerne formidle en kontakt til DK og Rumaenien, for jeg vil selv med! Dette er ogsa en note til mig selv om at jeg skal foelge op paa det, naar jeg faar tid.
Endelig skal vores kaere kursusleder, Daniel, naevnes. Han formaaede at goere selv de mindst interessante ting vedkommende, og han forstod vores behov for socialising som noget af det vigtigste, naar man ikke rigtig kender menneskene. Rigtig mange spaendende workshops med konflikthaandtering, kulturel opmaerksomhed og roller i gruppearbejde. Enkelte ting kunne dog forbedres. For eksempel var det ikke super smart at haandtere en konflikt paa teoretisk plan som to af pigerne havde meget taet inde paa kroppen. Noget omkring arrangering af en fest og popularitet hos drengene i den forbindelse, konflikt med tre dominerende piger fra en gymnasieklasse.
For at holde os varme paa banegaarden i Predeal mens vi ventede paa toget til Bucuresti klappede goegleren Rodrigo, poelsetyskeren Frido og jeg sammen med whoever en masse klappelege. Haha, det var SAA skoent. Jeg bliver noedt til at uploade nogle videoer, naar jeg faar mit internet tilbage. Hvis altsa det er muligt.
Paa togturen til Bucuresti learte jeg at lave dreadlocks, og jeg er i skrivende stund naesten faerdig med at lave dem paa Linea. Hun bliver saa flot.
Det bliver opdateringen for nu. Jeg glaeder mig til at skrive om nogle spaendende dage med andre voluntorer i Bucuresti, men lige nu har jeg ikke tid. Jeg skal have planlagt en fest her i Pades i morgen med Aram, og ting skal koebes ind. Nogen har jo foedselsdag... Jeg haaber vi kan laane hoejtalere af borgmesteren, og i mit stille sind overvejer jeg at glemme at give dem tilbage. :) Nej selvfoelgelig ikke, men jeg mangler virkelig at kunne hoere musik med god lyd. Computerhoejtalere er en god ide, men kvali? oehh, nej.
PS. Gara de Nord i de foelgende dage. ahem, ahem... Linea ved, hvad jeg taenker paa. Ha.
fredag den 15. oktober 2010
Adresse, endelig.
Kære mennesker med breve.
Jeg har nu endelig fået trykket Aram nok på maven til at han hostede op med min adresse. Der var nogle problemer med husnumre, men denne her skulle være god nok:
Nicolescu Viorel
Sat: Orzesti 36
Comuna: Pades
Judetul: Gorj
Cod poştal: 217332
Romania
Jeg synes der burde være nogle flere numre - det har jeg set andre steder - men ifølge borgmesterens søn skulle post kunne komme frem til denne adresse. Man kan evt tilføje "att. Mathias Klitgård Sørensen", men jeg har aftalt med borgmesteren, at alt post, han ikke kan genkende, går til vores lille hjem, så jeg håber det går under alle omstændigheder.
Wow, denne besked var om muligt endnu trættere end den forrige, men nu da jeg har adressen, må den videresendes med det samme.
Nopte buna folkens, i nat er vi foruden mig og Aram også Linea og Vizma her i Pades. Få mennesker på meget lidt plads. Hyggeligt.
PS. Æg er ifølge Aram meget farlige at spise om natten.
Jeg har nu endelig fået trykket Aram nok på maven til at han hostede op med min adresse. Der var nogle problemer med husnumre, men denne her skulle være god nok:
Nicolescu Viorel
Sat: Orzesti 36
Comuna: Pades
Judetul: Gorj
Cod poştal: 217332
Romania
Jeg synes der burde være nogle flere numre - det har jeg set andre steder - men ifølge borgmesterens søn skulle post kunne komme frem til denne adresse. Man kan evt tilføje "att. Mathias Klitgård Sørensen", men jeg har aftalt med borgmesteren, at alt post, han ikke kan genkende, går til vores lille hjem, så jeg håber det går under alle omstændigheder.
Wow, denne besked var om muligt endnu trættere end den forrige, men nu da jeg har adressen, må den videresendes med det samme.
Nopte buna folkens, i nat er vi foruden mig og Aram også Linea og Vizma her i Pades. Få mennesker på meget lidt plads. Hyggeligt.
PS. Æg er ifølge Aram meget farlige at spise om natten.
torsdag den 14. oktober 2010
En træt besked
Lige en kort meddelelse før jeg går i seng. I dag har været en fantastisk god dag for mig. Jeg vågnede op i Hubita nær Pestisani, som huser Linea, Lucie, Vizma (den lettiske pige med et meget britisk engelsk og en til tider irriterende bedrevidenhed, men som dog indeholder en vis mængde kærlighed og en passion for det halvabsurde) og Guada, en argentinsk dansetøs, som er fantastisk umiddelbar og kan snakke med alle - virkelig en evne jeg beundrer. Huset var koldt men vennerne varme og vi tomlede ned til lokale bar og fik en croissant og en kop cafea til morgenmad mens vi blev "underholdt" af uftimusik og 12-årige på druk. Hele forhistorien kommer senere, jeg vil bare fortælle at jeg var meget træt og en anelse kvalm uden rigtig mad fra morgenstunden, da jeg blev hentet af Vilis bror Cristi (?), da han kom på vejen fra Targu Jiu.
I Pades blev jeg mødt af borgmesteren, der havde slået sig ned hos håndværkerne, som arbejder på hans halvfærdige hus, og jeg blev budt med til gildet. Jeg fik serveret en omgang hjemmedyrket ko i egen lage, og selvom de blev lidt skuffet da jeg høfligt(?) afviste, livede de mere op da jeg roste den hjemmelavede vin. Eller prøvede i det mindste - multumesc, bine bine - kæmpesmil. Nå, men halvsnaldret opdagede jeg at Aram var kommet. Kram, og så skulle der lige snakkes lidt mere (salud, multumesc, bine, bine,), og her var det så, at det fantastiske skete: Aram tog initiv til at få flyttet køleskab, komfur (rengjort vel at mærke) og køkkenting op i vores nye køkken! Det skal siges, at han først sagde "en af dagene", men da jeg spurgte, om vi ikke skulle gøre det NU, var han med. Jeg er så glad, for jeg sidder nu og skriver i køkkenet med god mad i maven (pasta med tomatsovs, løg, hvidløg og krydderier) og lugten af røgelse i næseborene, mens jeg hører Teitur og Aram, der taler armensk i baggrunden. Jeg føler mig træt, men lykkelig.
I Pades blev jeg mødt af borgmesteren, der havde slået sig ned hos håndværkerne, som arbejder på hans halvfærdige hus, og jeg blev budt med til gildet. Jeg fik serveret en omgang hjemmedyrket ko i egen lage, og selvom de blev lidt skuffet da jeg høfligt(?) afviste, livede de mere op da jeg roste den hjemmelavede vin. Eller prøvede i det mindste - multumesc, bine bine - kæmpesmil. Nå, men halvsnaldret opdagede jeg at Aram var kommet. Kram, og så skulle der lige snakkes lidt mere (salud, multumesc, bine, bine,), og her var det så, at det fantastiske skete: Aram tog initiv til at få flyttet køleskab, komfur (rengjort vel at mærke) og køkkenting op i vores nye køkken! Det skal siges, at han først sagde "en af dagene", men da jeg spurgte, om vi ikke skulle gøre det NU, var han med. Jeg er så glad, for jeg sidder nu og skriver i køkkenet med god mad i maven (pasta med tomatsovs, løg, hvidløg og krydderier) og lugten af røgelse i næseborene, mens jeg hører Teitur og Aram, der taler armensk i baggrunden. Jeg føler mig træt, men lykkelig.
fredag den 1. oktober 2010
Endelig internet!
Hej søder.
Jeg har nu slæbt min computer med ned på den lokale bar, Chura, for at få internet, der fungerer nogenlunde normalt. Internet på værelset dur, men i meget begrænset omfang, og facebook er en umulighed. Jeg har oprettet ny skype-profil med brugernavnet MathiasKlitS og det kan være, at det virker fra mit lille palæ, men sikkert ikke med billede.
Jeg må hellere begynde fra starten af. Op kl. 06.30 onsdag morgen efter max 3 timers søvn (pakke? Jeg var selvfølgelig i god tid) for at køre til Billund, hvor Lineapigen ventede. Med fly over Frankfurt, hvor det sidste rugbrød blev indtaget (suk!), til Bukarest, eller det vil sige en times bus uden for Bukarest. Et par hjælpsomme rumænere viste os, hvordan vi billeterede (det kan man ikke gøre i bussen). Aram, min nuværende værelseskammerat, har efterfølgende fortalt mig, at han ikke vidste, hvordan man gjorde, og han blev bonget for 50 lei (ca. 100 kr) for det. Så meget desto gladere blev jeg bare for de hjælpesomme rumænere på stationen.
Anyway, vi kom til togstationen Gara de Nord omkring kl 19 lokal tid onsdag aften og måtte vente 5 timer på et tog videre. På banegården kunne man få opbevaret sin bagage hos verdens mindst imødekommende dame. Vi fik opbevaret de fleste store tasker, men der var bøvl med sprog (eller i hvert fald viljen til at forstå), så vi kom til at slæbe på en hel del alligevel. Nå, men eventyrlystne som vi... nej... som vi tvang os til at være efter 12 timers rejse, gik vi ud i Bukarests natteliv med alt hvad det indebar af flugt fra hjemløse hunde, skumle mænd og alkoholiserede børn. Og stanken. Den er en oplevelse i sig selv at gå igennem gaderne og lægge mærke til at lugten skifter hele tiden - her benzin, der urin, der støv, der bræk, der urin, der urin, der urin. (!)
Ikke verdens bedste førstehåndsindtryk, men jeg er sikker på, at byen, ligesom alle andre storbyer, har sine gode og dårlige sider og tider. Vi fandt en hyggelig lille restaurant, og lyttede på ufti mens vi indtog en kæmpe omgang ris med frysegrøntsager. Nå men, med tog omkring midnat fra Gara de Nord til Tirgu Jiu, hvor vi blev hentet og kørt til Musetesti, stedet hvor vi skulle gennemgå to dages intensiv forberedelse. Ankomst omkring kl. 7.00 torsdag morgen. En anelse træt og irritabel over ikke at have kunnet sove i toget lagde jeg mig til at sove.
Torsdag d. 23 (dagen hvor nogen hørte Thomas Dybdahl. Arg!): Op 09.30 og derfra aktiviteter såsom børnelege med de andre 4 voluntører: Linea, Vizma (Letland), Romeo (Cameroun), Ibrahim (konge af en stamme i Cameroun) og mig, information om voluntørarbejde generelt, information og den rumænske natur og kultur og gennemgang af regler og bestemmelser vedr. organisationen. I alt er vi nok 12-15 voluntører, men de andre kom i juni 2010 og skal være her til juni 2011. Vi er så septemberholdet, som skal være her til sep. 2011. Alt for træt til at synes at det hele var fedt, men - jeg ælsker negere! Især Ibrahim. Jeg bliver nødt til at give ham noget Ibrahim Electric en dag.
Fredag: Afrunding på opholdet i Musetesti og videre til Pades, der område jeg bor i. Område, fordi det er ret landligt her. Husene ligger lidt fra hinanden nogle steder. Jeg er ikke sikker på om det er en bydel eller en selvstændig by, men jeg bor i Orzesti i Pades. Vili, som er min mentor her i Rumænien, altså ham jeg kan gå til hvis jeg har brug for hjælp enten personligt eller i arbejdet med diverse aktiviteter hernede, tog mig med på bar og vi fik en øl. Øl, ja øl. Og de er gode hernede. Mira, du vil elske dem. Pilsner-ish, men en smule stærkere, og så er de på en halv liter, så en rumænsk øl er ca lig to danske. De har generelt noget med store øl hernede. Til fester drikker man gerne 2-litersøl med skruelåg. SÅ bliver man glad.
Lørdag: Møde med Aram, som var i Bukarest for at møde nogle venner. Og åh, Aram. Han skal have sin egen introduktion. Armenier med en fortid som model, hvilket han meget gerne vil fortælle om. Han er ikke så god til engelsk, så det er nogle gange lidt hårdt, men han vil det så godt og er meget rar. Han har dog ikke været så god til at vise mig området, så på nuværende tidspunkt har jeg stadig ikke hilst på skolelederen (skolelederne) i byen og jeg ved knapt nok, hvor jeg skal købe ind. Aram har dog indvilget i at leve som vegetar, så jeg kan ikke andet end at holde af ham i disse dage. Han er meget optaget af sprog og har lovet at lære mig russisk - HA Mikkel!
Vi bor i Pades hos byens borgmester, eller i hans kommende hus, men da han ikke selv er flyttet ind er alt lidt asasasa (rumænsk for sådan okay men ikke fantastisk. Middelmådigt men ikke negativt ment). Nå men lørdag var dagen, hvor vi sov. Jeg var træt fra rejsen, og Aram havde heller ikke sovet meget sammen med sine venner.
Søndag: Jeg var meget engageret for endelig at komme i gang. Torsdag havde alligevel virket meget motiverende på mig, og jeg var klar til at møde verden. Men men, Aram var træt, så vi sov til kl. 1-2 stykker, fik lidt mad og satte os eller ned på Chura til en kop kaffe og en øl.
Chura. Ja Chura er en lille bar, som man skal vide er der. Den er opkaldt efter ejeren (Chura - surprise) og her kommer folk fra, som Aram udtrykte det, "vores vennekreds". Det er ret enestående den måde folk tager imod på. Aram er cool for dem, og så er jeg også en del af flokken. Flokken: Vilis bror Christi (eller sådan noget) og en 10-12 andre drenge/mænd i alderen 20-30 år.
Vi troede vi skulle til Musetesti mandag men det blev udskudt til tirsdag, så mandag blev dagen, hvor vi tog til Tirgu Jiu for at købe større ind. Aram ville møde nogle venner og jeg tog ud for at finde bønner, linser og kikærter mm. hvilket Aram har præsteret at kunne klare sig uden i de 3 måneder, han har været her. Han er ikke så, øh, lave-mad-agtig.
Det var SÅ lækkert at møde alle de andre voluntører tirsdag i Tirgu Jiu. Så føler man sig ikke så alene længere. Af dejlige mennesker kan nævnes Rodrigo fra Argentina, der som en gøgler underholder hele selskabet, Lucie fra Frankrig, hvis accent er fantastisk, festaben Guadalupe fra Argentina og selvfølgelig de dejlige Ibrahim og Romeo. Fest med dem onsdag aften var fantastisk. Så fantastisk, at torsdag blev ret stenet, men dertil var Linea og Rodrigo fantastiske.
Jeg slutter her, for jeg skal mødes med Rodrigo og Ibrahim i deres community, Godinesti.
Næste update kommer forhåbentlig ikke om så lang tid, nu jeg har fået net.
La revedere!
Jeg har nu slæbt min computer med ned på den lokale bar, Chura, for at få internet, der fungerer nogenlunde normalt. Internet på værelset dur, men i meget begrænset omfang, og facebook er en umulighed. Jeg har oprettet ny skype-profil med brugernavnet MathiasKlitS og det kan være, at det virker fra mit lille palæ, men sikkert ikke med billede.
Jeg må hellere begynde fra starten af. Op kl. 06.30 onsdag morgen efter max 3 timers søvn (pakke? Jeg var selvfølgelig i god tid) for at køre til Billund, hvor Lineapigen ventede. Med fly over Frankfurt, hvor det sidste rugbrød blev indtaget (suk!), til Bukarest, eller det vil sige en times bus uden for Bukarest. Et par hjælpsomme rumænere viste os, hvordan vi billeterede (det kan man ikke gøre i bussen). Aram, min nuværende værelseskammerat, har efterfølgende fortalt mig, at han ikke vidste, hvordan man gjorde, og han blev bonget for 50 lei (ca. 100 kr) for det. Så meget desto gladere blev jeg bare for de hjælpesomme rumænere på stationen.
Anyway, vi kom til togstationen Gara de Nord omkring kl 19 lokal tid onsdag aften og måtte vente 5 timer på et tog videre. På banegården kunne man få opbevaret sin bagage hos verdens mindst imødekommende dame. Vi fik opbevaret de fleste store tasker, men der var bøvl med sprog (eller i hvert fald viljen til at forstå), så vi kom til at slæbe på en hel del alligevel. Nå, men eventyrlystne som vi... nej... som vi tvang os til at være efter 12 timers rejse, gik vi ud i Bukarests natteliv med alt hvad det indebar af flugt fra hjemløse hunde, skumle mænd og alkoholiserede børn. Og stanken. Den er en oplevelse i sig selv at gå igennem gaderne og lægge mærke til at lugten skifter hele tiden - her benzin, der urin, der støv, der bræk, der urin, der urin, der urin. (!)
Ikke verdens bedste førstehåndsindtryk, men jeg er sikker på, at byen, ligesom alle andre storbyer, har sine gode og dårlige sider og tider. Vi fandt en hyggelig lille restaurant, og lyttede på ufti mens vi indtog en kæmpe omgang ris med frysegrøntsager. Nå men, med tog omkring midnat fra Gara de Nord til Tirgu Jiu, hvor vi blev hentet og kørt til Musetesti, stedet hvor vi skulle gennemgå to dages intensiv forberedelse. Ankomst omkring kl. 7.00 torsdag morgen. En anelse træt og irritabel over ikke at have kunnet sove i toget lagde jeg mig til at sove.
Torsdag d. 23 (dagen hvor nogen hørte Thomas Dybdahl. Arg!): Op 09.30 og derfra aktiviteter såsom børnelege med de andre 4 voluntører: Linea, Vizma (Letland), Romeo (Cameroun), Ibrahim (konge af en stamme i Cameroun) og mig, information om voluntørarbejde generelt, information og den rumænske natur og kultur og gennemgang af regler og bestemmelser vedr. organisationen. I alt er vi nok 12-15 voluntører, men de andre kom i juni 2010 og skal være her til juni 2011. Vi er så septemberholdet, som skal være her til sep. 2011. Alt for træt til at synes at det hele var fedt, men - jeg ælsker negere! Især Ibrahim. Jeg bliver nødt til at give ham noget Ibrahim Electric en dag.
Fredag: Afrunding på opholdet i Musetesti og videre til Pades, der område jeg bor i. Område, fordi det er ret landligt her. Husene ligger lidt fra hinanden nogle steder. Jeg er ikke sikker på om det er en bydel eller en selvstændig by, men jeg bor i Orzesti i Pades. Vili, som er min mentor her i Rumænien, altså ham jeg kan gå til hvis jeg har brug for hjælp enten personligt eller i arbejdet med diverse aktiviteter hernede, tog mig med på bar og vi fik en øl. Øl, ja øl. Og de er gode hernede. Mira, du vil elske dem. Pilsner-ish, men en smule stærkere, og så er de på en halv liter, så en rumænsk øl er ca lig to danske. De har generelt noget med store øl hernede. Til fester drikker man gerne 2-litersøl med skruelåg. SÅ bliver man glad.
Lørdag: Møde med Aram, som var i Bukarest for at møde nogle venner. Og åh, Aram. Han skal have sin egen introduktion. Armenier med en fortid som model, hvilket han meget gerne vil fortælle om. Han er ikke så god til engelsk, så det er nogle gange lidt hårdt, men han vil det så godt og er meget rar. Han har dog ikke været så god til at vise mig området, så på nuværende tidspunkt har jeg stadig ikke hilst på skolelederen (skolelederne) i byen og jeg ved knapt nok, hvor jeg skal købe ind. Aram har dog indvilget i at leve som vegetar, så jeg kan ikke andet end at holde af ham i disse dage. Han er meget optaget af sprog og har lovet at lære mig russisk - HA Mikkel!
Vi bor i Pades hos byens borgmester, eller i hans kommende hus, men da han ikke selv er flyttet ind er alt lidt asasasa (rumænsk for sådan okay men ikke fantastisk. Middelmådigt men ikke negativt ment). Nå men lørdag var dagen, hvor vi sov. Jeg var træt fra rejsen, og Aram havde heller ikke sovet meget sammen med sine venner.
Søndag: Jeg var meget engageret for endelig at komme i gang. Torsdag havde alligevel virket meget motiverende på mig, og jeg var klar til at møde verden. Men men, Aram var træt, så vi sov til kl. 1-2 stykker, fik lidt mad og satte os eller ned på Chura til en kop kaffe og en øl.
Chura. Ja Chura er en lille bar, som man skal vide er der. Den er opkaldt efter ejeren (Chura - surprise) og her kommer folk fra, som Aram udtrykte det, "vores vennekreds". Det er ret enestående den måde folk tager imod på. Aram er cool for dem, og så er jeg også en del af flokken. Flokken: Vilis bror Christi (eller sådan noget) og en 10-12 andre drenge/mænd i alderen 20-30 år.
Vi troede vi skulle til Musetesti mandag men det blev udskudt til tirsdag, så mandag blev dagen, hvor vi tog til Tirgu Jiu for at købe større ind. Aram ville møde nogle venner og jeg tog ud for at finde bønner, linser og kikærter mm. hvilket Aram har præsteret at kunne klare sig uden i de 3 måneder, han har været her. Han er ikke så, øh, lave-mad-agtig.
Det var SÅ lækkert at møde alle de andre voluntører tirsdag i Tirgu Jiu. Så føler man sig ikke så alene længere. Af dejlige mennesker kan nævnes Rodrigo fra Argentina, der som en gøgler underholder hele selskabet, Lucie fra Frankrig, hvis accent er fantastisk, festaben Guadalupe fra Argentina og selvfølgelig de dejlige Ibrahim og Romeo. Fest med dem onsdag aften var fantastisk. Så fantastisk, at torsdag blev ret stenet, men dertil var Linea og Rodrigo fantastiske.
Jeg slutter her, for jeg skal mødes med Rodrigo og Ibrahim i deres community, Godinesti.
Næste update kommer forhåbentlig ikke om så lang tid, nu jeg har fået net.
La revedere!
lørdag den 25. september 2010
Bunvenit! Et blog-forsoeg.
Hej alle mennesker, der kunne finde paa at klikke ind forbi denne blog.
Det er sikkert herfra storstedelen af min kommunikation med jer vil kunne forega, eftersom internet lidt afhanger af vejret (overskyet er ikke et hit). Be my guest og skriv gerne tilbage pa mine indlaeg, men vaer opmarksom pa, at denne blog kan ses af alle og vil blive last af venner, foraldre, bedstemodre og resten af den pukkelryggede :-) Skriv ogsa gerne en privat mail til mig paa mathias.aavangen@stofanet.dk eller paa den herlige Facebook, og saa vil jeg forsoge at svare hurtigst muligt.
Ideen med denne blog er at kunne informere alle om, hvordan det gar, og samtidig bruge den lidt som dagbog, saa jeg selv kan se, hvordan mit ophold har vaeret, naar jeg kigger tilbage. Jeg tager derfor forbehold for uovervejede, intrigante og/eller smapropagandistiske ytringer, hvilket meget vel kan forekomme.
Men derudover - tusind tak til alle, der har hjulpet mig med at finde herned, til Anne og Maria og alle de dejlige, dejlige mennesker, der surprisede mig, mens jeg var mest grim og traet, og til de to gamle derhjemme, der bar i sidste sekund. Tak!
Det er sikkert herfra storstedelen af min kommunikation med jer vil kunne forega, eftersom internet lidt afhanger af vejret (overskyet er ikke et hit). Be my guest og skriv gerne tilbage pa mine indlaeg, men vaer opmarksom pa, at denne blog kan ses af alle og vil blive last af venner, foraldre, bedstemodre og resten af den pukkelryggede :-) Skriv ogsa gerne en privat mail til mig paa mathias.aavangen@stofanet.dk eller paa den herlige Facebook, og saa vil jeg forsoge at svare hurtigst muligt.
Ideen med denne blog er at kunne informere alle om, hvordan det gar, og samtidig bruge den lidt som dagbog, saa jeg selv kan se, hvordan mit ophold har vaeret, naar jeg kigger tilbage. Jeg tager derfor forbehold for uovervejede, intrigante og/eller smapropagandistiske ytringer, hvilket meget vel kan forekomme.
Men derudover - tusind tak til alle, der har hjulpet mig med at finde herned, til Anne og Maria og alle de dejlige, dejlige mennesker, der surprisede mig, mens jeg var mest grim og traet, og til de to gamle derhjemme, der bar i sidste sekund. Tak!
Abonner på:
Opslag (Atom)